Sjældent har jeg været grebet af en roman som denne. Jeg har gået som katten om den varme grød i over en måned, så jeg var nødt til at forny den på biblioteket inden jeg turde læse den. Nu har jeg læst den på to dage, har netop lukket bogen og er nødt til at fortælle hvorfor den griber mig så meget.
Bogen handler om Alice, der er i halvtredserne. Hun er en meget anerkendt professor i kognitiv psykologi med speciale i lingvistik på Harvard Universitet, en kvinde hvis liv har været fyldt af undervisning af unge studerende, masser af rejser rundt i verden som forelæser, og forfatter til bøger der har lagt basis for andres videre forskning i emnet. Hun begynder at miste orienteringen når hun løber, glemmer ord og må forklare betydningen af dem i stedet for at nævne selve ordet. Hun glemmer at komme til sine egne forelæsninger, farer sågar vild i sit eget hus og diagnosticeres med Alzheimers sygdom.
Romanen er fortalt med Alices stemme, så læseren oplever hendes hendes følelser, tanker og smertefulde erkendelser under udviklingen af Alzheimers sygdom, som hun under forløbet fra normal til ikke-fungerende er fuldt bevidst om. Smerten over at miste sig selv. Vi følger også familiens og kollegaernes oplevelser og reaktioner set med Alices synsvinkel, oplever hvor svært det er at være pårørende til et menneske der langsomt forsvinder.
Hvorfor er det så at romanen griber sådan om hjertet? Da kollegaerne og de studerende får at vide at hun har Alzheimers, tager de afstand fra hende og den smerte er om noget en jeg kan sætte mig ind i som tidligere alvorligt syg af depression. Mine nære kollegaer spurgte aldrig ind til hvordan jeg havde det eller hvordan det var at leve med sygdommen. Når jeg sad på lærerværelset var det som at sidde i en osteklokke. De andre snakkede og havde det sjovt sammen og jeg var ikke en del af det længere. Da jeg blev sygemeldt sidste gang fra skolen hørte jeg ikke noget fra nogen, der var ingen blomster eller chokolade som dengang jeg blev indlagt med betændelse i galdeblæren - ikke engang et kort om god bedring. Jeg var som en udstødt fra det fællesskab jeg tidligere var en del af.
Selv familiemedlemmer lod som om jeg bare havde det fint og tog afstand, når jeg nævnte at jeg var sygemeldt. Jeg har sågar oplevet nogle vende sig om til den på den anden side under middage. At få spørgsmålet "Og hvad laver du så?" og kun kunne svare at jeg fotograferede, tegnede, syede og læste bøger fordi jeg var sygemeldt var bare ikke værdifuldt og jeg oplevede at jeg ikke var interessant når de spurgte til årsagen.
Jeg ved nu at grunden til deres afstandstagen er at de ikke forstod og ikke evnede at forholde sig til en sygdom der ikke kunne ses, men det gør ondt når man er den det går ud over.
Selvom jeg heldigvis ikke har Alzheimers har jeg også oplevet at mange af mine kognitive funktioner er blevet nedsat betydeligt. At kunne overskue en samtale eller orientere mig når der var mange der talte sammen til en middag. At finde vej her i mit eget hjem. Evnen til at kunne formulere mig klart, at finde det præcise ord i stedet for at skulle forklare det, til at kunne stave som jeg ellers altid har været god til. At huske. Jeg har stadig problemer med at huske, både min langtidshukommelse og kortidshukommelse er svækket. Også de andre dele, dog ikke i så stort omfang som hukommelsen. I nogle perioder er det værre end andre. Jeg er langsom og skal bruge mere tid på alting end andre.
Erkendelsen af ikke at kunne bidrage til samfundet på fuld tid var meget svær - lige så svær som erkendelsen af at være syg og ikke "normal" som alle andre og med udsigten til måske ikke at kunne blive rask.
Bogen er ikke sjov at læse, men griber en om hjertet.
Lisa Genova har også skrevet "Et helt nyt liv".
